Jonas Risvig: YouTube var der, før alt det andet kom
Interview
Jonas Riisvig
Instruktør, manuskriptforfatter og formidler
13. juli 2026 · 5 min. læsetid
Jonas’ første minde med internettet er YouTube. Det var her han opdagede Arctic Monkeys og Nirvana. Det var her han så en Nike-reklame og tænkte, at han ville lære at klippe. I dag er YouTube Studio - ikke selve YouTube-appen - den mest brugte app på hans telefon.
Jonas Risvig, 32 år
Instruktør, manuskriptforfatter og formidler
Arbejder primært med fiktionsserier og film målrettet en ung målgruppe, men har også lavet dokumentarer, podcasts og kulturelle projekter. Jonas har udgivet indhold på YouTube siden han gik i 6. klasse.
Teknologibrug i praksis
Jonas har brugt YouTube siden 6. klasse. Han fik for nylig et diplom for det - 17 år på platformen. YouTube har fungeret som omdrejningspunktet for hele hans digitale liv. Da Instagram kom, var det “bare YouTube med billeder.” Da TikTok kom, var det “bare en kortere YouTube.” Alt andet er på en eller anden måde en variation af det første medie, der åbnede internettet for ham.
Det har gjort noget ved måden han arbejder på. Jonas tracker alt det indhold, han udgiver - og bruger dataen aktivt. Via Googles analyseplatforme ser han, hvornår folk falder fra i en video, hvornår de deler, hvornår de abonnerer. Længde, tempo, frekvens og udgivelsestidspunkt justeres løbende på baggrund af det.
Til gengæld er Jonas markant bagud på hardware. Mens kollegaer filmer med iPhones og kompakte kameraer, arbejder han stadig med håndskrevne noter, en bærbar og et lille kamera.
Det mest markante fravalg er AI. Ikke kun af klimahensyn, men også fordi det ødelægger processen. Han har prøvet at få feedback på manuskripter og hjælp til at knække vendepunkter. Resultatet var, at han blev mere og mere deprimeret over sit arbejde.
“Det handlede ikke længere om at knække noget sammen med andre mennesker - det skete inde i en computer.”
På sit seneste filmprojekt sagde han nej til AI-genereret logo, selv om han vidste, det ville gå hurtigere. Han brugte to dage på at tegne det selv og scanne det ind. AI bruger han primært til opskrifter og indkøbssedler.
Hvad digital dannelse betyder for Jonas
For Jonas handler digital dannelse om, at man er den samme person digitalt, som man er resten af sit liv. At den digitale forlængelse af tilværelsen "ræsonnerer og repræsenterer den, man er" i samme grad som ens færden i den fysiske verden.
Han ser det som et demokratispørgsmål. Måden man chatter med et bud, der ikke er dukket op, burde svare til måden man for ti år siden ville have ringet op og spurgt, hvor pizzaen blev af. I dag gemmer mange sig bag en skærm og bliver hårdere, end de ville være ansigt til ansigt.
Han peger på, at det gælder for alle generationer - ikke kun de unge. En stor del af befolkningen, uanset alder, behandler stadig det digitale rum som et andet sted end "her og nu". Det skaber en kløft mellem den digitale adfærd og den, man udviser i det offentlige rum - og den kløft, mener han, er roden til mange af de problemer, der ender med at blive løst med restriktioner og aldersgrænser i den virkelige verden.
Reddit er hans eksempel på, hvad det digitale rum kan, når det fungerer. Han brugte selv lang tid på at være skeptisk over for platformen - "stol aldrig på, hvad der står på Reddit" - men er endt med et kærlighed-had-forhold til den. På Reddit kan folk, der ellers ikke har en stemme i deres eget liv, dele viden og perspektiver helt anonymt, uden at blive dømt på udseende, baggrund eller uddannelse. Det er, ifølge Jonas, det modsatte af selvfremstilling - og derfor en styrke for demokratiet.
Jonas peger på en ændring i algoritmerne hos YouTube, Instagram og TikTok, som han kalder en lille revolution. Før blev indhold rangeret efter followers - nu rangeres det efter, hvad det ligner. En helt ny skaber uden følgere kan lægge en video op om et specifikt emne, og algoritmen finder selv frem til dem, der vil finde det interessant - uanset hvor i verden de bor. Det bruger Jonas konkret: når de udgiver en serie, laver de teasere opdelt efter undertemaer som fodbold, kærlighed eller drengefællesskaber, så algoritmen kan finde seere, der allerede har set lignende indhold andre steder.
Han kalder det en demokratisering. Men der er en bagside. Når alt indhold konkurrerer på performance, er det ikke nok længere bare at lægge et æstetisk billede op - jagten på det opsigtsvækkende vokser, og en bilulykke kan gå viralt på en måde, den ikke kunne før. Den største bagside, mener Jonas, er, at folk i frygt for ikke at performe holder op med at udgive. Når et opslag ikke får interaktion, tager de det ned igen - og fjerner en lille del af sig selv.
“Forestil dig, at alle dine profiler hed dit fulde navn. Ville du gå ind og fjerne noget, du har skrevet?”
Hans egen tommelfingerregel for digital adfærd: forestil dig, at alle dine profiler hed dit fulde navn. Ville du gå ind og fjerne noget, du har skrevet? Det øver han selv på Reddit, hvor han er anonym - og hvis svaret er ja, har det ikke noget at gøre der i første omgang.
De 5 hurtige
01
FAVORIT APP
YouTube Studio
VANE HAN ER STOLT AF
At dykke ned i obskure musikudgivelser på Spotify og SoundCloud og holde sit eget musikkatalog ved lige
VANE HAN VIL BRYDE
At se Stories og tjekke YouTube-statistikker konstant
RÅD TIL DIG
Forestil dig, at dine profiler hed dit fulde navn - ville du fjerne noget?
NYSGERRIG PÅ
Livestreaming som format til fiktion og serier - a la Twitch/Kick, men for film og TV
Fremtidsperspektiv
Jonas tror ikke på, at alderskontrol eller krav om ID på sociale medier løser noget. Han kalder sig selv "liberalt tænkende" på det punkt.
I stedet peger han på noget andet: meningsfulde fællesskaber i den fysiske verden. Spejder, højskole, kirke, fodboldklubben. Han tror på, at jo mere trætte folk - især unge - er, når de lægger sig om aftenen efter en dag med rigtige fællesskaber, jo mindre behov har de for at gå ind og skælde nogen ud i et kommentarfelt.
Jonas tror på, at jo mere vi bidrager med noget ægte i de digitale rum - en kortfilm ingen måske ser, en sang man har indspillet i et øvelokale, en holdning man rent faktisk tør skrive under på - jo sundere bliver de rum. Ikke fordi det skal være pænt eller poleret. Men fordi det er dig.
Og det er egentlig også hans korteste svar på, hvad digital dannelse er: du behøver ikke gemme dig bag et brugernavn. Du skal bare være en forlængelse af dig selv.


