Tav Klitgaard: Hvis ikke du faktisk mener det, er jeg ikke interesseret i din mening
Interview
Tav Klitgaard
Direktør, Zetland
30. juli 2026 · 5 min. læsetid
Zetland bygger, som Tav Klitgaard selv siger, på Grundtvigs dannelsesideal: et fælles informationsgrundlag og en følelse af fællesskab om det.
Som direktør for mediet er det hans arbejde at formidle den slags digitalt, hver dag. Men privat har han kæmpet med noget mere konkret. For et par år siden blev han bekymret over sin egen hjernes svindende evne til at læse bøger - han var blevet dårligere til at sætte sig ned i to timer og være i det. Men i samtalen fylder hans digitale fravalg lige så meget som hans digitale tilvalg.
Tav Klitgaard
Direktør, Zetland
Tav Klitgaard er direktør for det digitale medie Zetland. Han har baggrund som musiklærer fra konservatoriet og har bygget digitale platforme gennem hele sin karriere - fra et edtech-startup for børn til Issuu, hvor han arbejdede med digital formidling af tekst. Han sidder blandt andet i bestyrelsen for Center for Karakterdannelse og i advisory board for Oase.
Teknologibrug i praksis
Tavs liv er, som han selv siger, “bundet op” i digitale værktøjer. Ordet “desværre” falder også, da han skal beskrive det, selvom han ikke er sikker på, om han ønsker at bruge ordet desværre. Han konstaterer blot, at hans liv er bundet op i digitale værktøjer.
Lige nu bruger han meget tid på Claude, fordi han bevidst prøver at læne sig ind i det. Han vil ikke være en blind teknologioptimist:
“Hvis man skal undgå at være blind, så må man åbne sine øjne.”
I kontrast til dette har han sin bogklub, hvor han er den ældste i en gruppe af yngre folk fra startup-verdenen. Her sætter han en ære i at købe den fysiske bog hjem og læse den. Det er en reaktion på noget, han mærker i sin egen hjerne - en svindende evne til at gå i dybden med noget. Han ser det samme mønster i sit arbejde, hvor han bruger Claude til hurtigt at udvikle og bygge produkter.
“Man får det her indtryk af, at man udretter noget meningsfuldt - men en uge senere kan man ikke huske, hvad man lavede, fordi det kun tog ti minutter. Det har ikke været svært nok til, at jeg er stolt af det.”
Hvad digital dannelse betyder for Tav
Tav har to børn på 13 og 11 år, og deres forhold til teknologi hjælper ham med at forklare sin egen tilgang. For børnene er den digitale verden grundlaget. Alt, en forælder forbyder, opleves som noget, der bliver taget fra dem - en ‘blacklist’. For Tav er det omvendt: han ser en ‘whitelist’. Han vil gerne det hele, men vælger selv det, der giver mening.
Det valg starter med et spørgsmål om behov, ikke om teknologi. Grundtanken er, at man skal starte med det menneskelige behov. Hvis behovet er at have kontakt med vennerne, så er det et ægte behov, og teknologien kan hjælpe med at opfylde det. Men teknologien må ikke selv blive målet:
“Det er ikke teknologien, der er det vigtige. Det er livet, der er det vigtige. Og teknologien er god til at hjælpe dig med at få et mega fedt liv. Men den er også farlig.”
Han bruger en gyserfilm som billede: hvis du ikke forstår, at det er fiktion, går du i panik. På samme måde skal du forstå intentionen bag en teknologi for at kunne forholde dig til den.
Når talen falder på, om bestemte platforme er gode eller dårlige for samfundet, vil Tav ikke pege fingre. “Det ville jo være at sige, Snapchat er dårligt for demokratisk dannelse. Men det har jeg ikke lyst til, fordi Snapchat kan være pissegodt.” Det handler om, hvordan platformen bliver brugt - og om man er kildekritisk over for, hvem der står bag den, og hvorfor.
For Tav handler det også om, hvad der gør en mening ægte.
Hvis ikke du har været igennem det besvær det er at sætte dig selv og skrive det, så er jeg lidt i tvivl om, at du faktisk mener det. Og dermed er jeg ikke interesseret i at høre din mening.”
Pointen er, at besværet ved at formulere en holdning ikke er en hindring - det er beviset på, at den er din.
Når AI kan skrive den for dig på ti sekunder, forsvinder det bevis. Og så bliver det sværere at vide, hvad der er en ægte menneskelig holdning, og hvad der bare flyder forbi.
Den samme logik - at forstå, hvad noget egentlig giver dig - gælder også, når Tav ser på sine børns sociale liv. Et eksempel er en soveaftale med en veninde. Det lyder enkelt, men er fyldt med bøvl. Hvad gør man, hvis veninden pludselig inviterer en anden, man ikke kender? Den slags er besværligt. Men det er også her, livskvaliteten kommer fra: at have overkommet noget.
“Når vi fjerner alt det der, så er det bare fedt at sidde og interagere i en digital tråd, som er mindre bøvlet. Men så får de ikke den oplevelse af at have overkommet noget.”
For Tav handler digital dannelse derfor ikke om at undgå friktion, men om at forstå, hvornår friktionen er værdifuld.
De 5 hurtige
Fremtidsperspektiv
Tav starter med en pointe om selve samtalen: at vi ikke bare kan lade stå til. Han understreger, at spillepladen har ændret sig markant på bare fem år.
“Vi lever i en verden, hvor din opmærksomhed virkelig er under angreb,” siger han - og det gælder både vores attention og vores intentioner.
Når han ser fremad, lander han et sted, der hverken er rent optimistisk eller rent dystopisk. Han taler om et “dannelseskapløb” mellem forskellige verdensdele - USA går efter et liberalt spor, Kina går efter statskontrol, og Europa har, som han ser det, sin chance i en kombination af demokratisk dannelse og en forståelse for, at individ og fællesskab spiller sammen.
Men det, der fylder mest hos ham, er noget mere personligt. Han siger, at han er midt i at danne sig selv digitalt. Han beskriver det som en rutsjebane: nogle dage er han dybt dystopisk, andre dage optimistisk. Og turen går hurtigere end før - udviklingen går så hurtigt, at det er svært at se ret langt frem.
Han nævner endda, at han kæmper med, om det her overhovedet er det vigtigste at bruge sin tid på - eller om klimaforandringerne fortjener mere af hans opmærksomhed. Men for ham hænger de to ting sammen. Det geopolitiske kapløb om digital infrastruktur er, som han ser det, afgørende for både vores digitale dannelse - og for, om vi kan redde vores habitat.
Det, der giver ham mening i arbejdet med Zetland, er ikke at levere svar, men at kuratere virkeligheden og sætte en samtale i gang. Han forestiller sig, at en læser tager en artikel med sig videre - til en øl med vennerne lørdag aften, hvor de siger: “jeg hørte det her, og det kan jeg fandme ikke forstå, kan du ikke lige prøve at hjælpe mig?” Det er den samtale, han håber, hans medie er med til at skabe.
